Esbjerg er ombejlet: Ingen plads til gæster på hotellerne

Flere hoteller i Esbjerg er fuldt booket hele ugen, fordi mange mennesker arbejder omkring byen.

Af Amila Ibrisagic, 29241@dmjx.dk

På Hotel Ansgar i hjertet af Esbjerg oplever ejeren Thorbjørn, at der er fuldt booket næsten hele ugen. Han fortæller, at der nogle gange er så mange mennesker, der skal overnatte i Esbjerg, at de skal syd for Ribe, når det står helt galt til. Der er dog næsten ingen turister, der vælger at overnatte på hotellerne.

Thorbjørn fortæller: ”Vi har fuldt booket fra mandag-onsdag, sommetider også om torsdagen.” Han fortæller, at det primært er folk, der arbejder, der booker et værelse på hans hotel. 

Samme oplevelse har de på Cabinn i Esbjerg. Charlotte Ibsen fra Cabinn Esbjerg fortæller, at det ikke er et spørgsmål om turisme, men om arbejde med olie, vind og energi. ”Esbjerg er bestemt ikke en turistby,” fortæller hun og tilføjer ”dem der kommer og overnatter hos os er primært på grund af arbejde, konferencer eller lignende.”

Ingen problemer for turister

Pia Hansen fra Turistinspirationen Esbjerg fortæller, at der ikke umiddelbart er et problem for turisterne med at finde overnatning. Hun fortæller, at turisterne nogle gange vælger alternative steder at overnatte: ”De vælger jo somme tider også andre steder man kan overnatte end hoteller – fx Bed and Breakfast eller campingvogne.” Hun fortæller dog også, at det oftest er på grund af erhvervsmæssige grunde, at folk overnatter i Esbjerg, fordi der er mange, der arbejder offshore.

Omkring 3000 mennesker arbejder med offshore i Nordsøen. Rigtig mange af disse flyver fra og til Esbjerg, når de skal på arbejde.