Frygten for TikTok-spionage leder til skepsis i Esbjerg Kommune

Brugen af TikTok bliver heftigt debatteret, fordi mange frygter problemer med datasikkerheden i det kinesiske sociale medie. Det har også fået konsekvenser for Esbjerg Kommune, hvor flere byrådspolitikkere stiller sig skeptiske overfor at bruge TikTok med kommunen som afsender.
TikTok er i dag at finde på manges telefoner, men det bliver måske anderledes i fremtiden.
Foto: Anders Brøndsholm

Af Anders Brøndsholm, 30275@dmjx.dk

I disse dage er TikTok at finde alle steder, men det er dog ikke sjove dansevideoer, det handler om. Man frygter, at mediet kan bruges til spionage fra den kinesiske stat. Det har også ledt til overvejelser om brugen af TikTok i Esbjerg Kommune.

Flere myndigheder og organisationer verden over er nemlig begyndt at forbyde brugen af det sociale medie. Det gælder for eksempel Det Hvide Hus i USA og EU-Kommissionen.

Herhjemme har både Forsvarsministeriet og Statsministeriet forbudt ansatte at have mediet på deres arbejdstelefoner. Man frygter, at det kinesiske sociale medie kan kompromittere sikkerheden, fordi det indsamler mere data og beder om mere adgang til brugerens enhed end andre sociale medier. Derfor har Center for Cybersikkerhed valgt helt at fraråde brugen af TikTok.

Den anbefaling har fået flere kommuner til helt at forbyde TikTok til arbejdsrelateret brug. Andre kommuner, som i forvejen har benyttet TikTok, har valgt at sætte deres officielle TikTok-profiler på pause.

Diskussionen om TikTok har også spredt sig til byrådet i Esbjerg, hvor flere byrådspolitikkere stiller sig kritiske overfor det sociale medie.

TikTok ikke aktuelt i Esbjerg Kommune

Senest blev problemstillingen om TikTok vendt på et møde i kommunens Økonomiudvalg den 20. februar. Her blev udvalget præsenteret for den mulighed, at den kommunale organisation Oplev Esbjerg skulle på TikTok. Det skulle ske i et forsøg på at markedsføre Esbjerg.

Ifølge byrådsmedlem fra Venstre og næstformand i Økonomiudvalget Jakob Lose, var der ikke begejstring for det i udvalget.

Her blev de enige om at tygge lidt mere på den beslutning, selvom de ikke traf en konkret afgørelse. Nyhederne om forbud og nye anbefalinger, som er kommet frem siden mødet, har dog kun styrket hans skepsis.

”Der er jo rendt en del vand i åen siden det møde, hvor flere styrelser blandt andet nu forbyder brugen af TikTok, ligesom at folketingsmedlemmer også frarådes at have mediet installeret,” fortæller han.

Derfor er det hans vurdering, at det ikke bliver aktuelt med profiler fra Esbjerg Kommune på TikTok. Hans holdning er et klart nej, fordi der er store udfordringer med datasikkerheden ved det sociale medie.

Et spørgsmål om sikkerhed

Byrådsmedlem i Esbjerg fra Nye Borgerlige og medlem af Økonomiudvalget Sabrina Bech Røn er enig med Jakob Lose. Esbjerg Kommune bør ikke have nogle officielle profiler på TikTok.

”Når der centralt fra kommer en direkte anbefaling om ikke at bruge TikTok i offentlige gøremål, så synes jeg også, at vi skal tage afstand fra det,” fortæller hun.

Hun uddyber videre, at Esbjerg Kommune indtil nu ikke har haft nogle profiler på TikTok, og at hun heller ikke forventer, at det vil ske.

Hun mener omvendt ikke, at man skal blande sig i privatpersoners brug af TikTok. Det bør i stedet for være op til deres egen dømmekraft. Men fra kommunens side bør man dog ikke ignorere en direkte anbefaling, når det omhandler sikkerhed.

Byrådet i Esbjerg har ikke drøftet et generelt forbud med at bruge TikTok i kommunale sammenhænge. Samtidigt har Esbjerg Kommune i dag ingen generelle forbud eller anbefalinger til sine medarbejdere om brugen af TikTok på deres arbejdstelefoner, selvom de dog undersøger muligheden for det.