I morgen skal Klima og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune holde møde om fredningen af Marbæk Plantage. En beslutning der kan ende med store ændringer af det naturrige område.
Af Albert Steen, 30316@dmjx.dk
I december 2022 fremlagde Danmarks Naturfredningsforening et forslag om fredningen af Marbækområdet. Et af problemerne med Danmark Naturfredningsforenings forslag var, at de havde lavet deres forslag uden at være i dialog med Esbjerg Kommune.
Nu, næsten tre måneder senere, skal Klima og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune så drøfte Danmark Naturfredningsforenings forslag til et møde i morgen.
Hvis fredningen bliver sat i værk, kan det føre til store ændringer i Marbæk Plantage. Blandt andet fældning af skov.
Et samarbejde kan godt være muligt
Politiker Jørn Boesen Andersen, der er medlem af Klima og Miljøudvalget i Esbjerg kommune, er åben for et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.
”Man kan godt lave en fredning, men ikke i den udstrækning Danmarks Naturfredningsforening har i sinde”
Jørn nævner, at det ligger i planen at have fundet en løsning efter mødet i morgen, men får hurtigt indskudt
”Det er jo politik, så der kan altid opstå nogle nye ting”
Borgerne er enige
Marbæk plantage ligger i den nordlige del af Esbjerg, og blomstrer af skøn natur, dyreliv samtidig med, at der er plads til løb og cykling. Det er et område borgerne elsker, og de vil derfor ikke have, at der sker en så drastisk ændring.
Der er samtidig en bred enighed blandt Esbjergs borgere i forhold til at stoppe fredningen, når man kigger i diverse facebookgrupper. Mange kalder det ikke en bevarelse, men en ændring. Udover en masse utilfredshed på de sociale medier, er der blevet startet en underskriftsindsamling, der hedder ”STOP fredningen af Marbæk”. Indsamlingen har i skrivende stund 2322 underskrifter.