Esbjerg Kommune: Forskningsenhed skal mindske dødeligheden

D. 8. marts 2023 lancerer Syddansk Universitet en ny forskningsenhed ved navn Kliniknær Forskning og Uddannelse, for almen praksis i Odense og Esbjerg Kommune.

Billede: Jesper Lykkegaard

Af Ida-Marie Juul Hansen, 30258@dmjx.dk

Hos enheden har man fokus på udvikling og forbedring af sundheden i og omkring den almene praksis i Esbjerg og Odense.

Den rummer forskellige forskningsområder, som skal være med til at danne ramme for den nye forskningsstrategi hos de praktiserende læger i Esbjerg Kommune.  

Et af områderne er blandt andre sundhedsfremme og forebyggelsen af livsstilsrelaterede sygdomme.

Livsstilsrelaterede sygdomme, som for eksempel type 2-diabetes, lungesygdomme og hjertekarsygdomme, udgør ikke kun lokalt et stort folkesundhedsproblem, men også på verdensplan. Dette fremgår af forskningsenheden.

Forsker udviser stor optimisme

Forsker i enheden og praktiserende læge, Jesper Lykkegaard, mener klart, at den kommer til at have en afgørende effekt på at komme problemet til livs.

’’Vi vil rigtig gerne skabe god forskning i hvordan patienter ledes rundt i sundhedsvæsnets system. Dette, så de smidigt kommer de rigtige steder hen. Det er nemlig de praktiserende lægers rolle at sørge for, at deres patienter kommer det rigtige sted hen for at få den nødvendige behandling,’’ fortæller han.

Forskningsenheden sætter som mål at bidrage til en reduktion af dødsfald forårsaget af livsstilsrelaterede sygdomme.

Dette vil de gøre ved at udvikle og afprøve nye forebyggelsesstrategier, som skal være med til at kunne identificere og håndtere personer i risiko for at udvikle livsstilsrelaterede sygdomme.

’’Vi er samtidigt også rigtig optaget af, hvordan vi opdaterer og vedligeholder de praktiserende lægers viden. Vi skal nok også væk fra at tro, at de praktiserende læger kan løse problemet angående de livsstilsrelaterede sygdomme. De praktiserende læger kommer jo ofte først på banen, når problemet allerede er opstået.’’ Sådan lyder det fortsat fra Jesper Lykkegaard.

Samarbejde skal fremme sundhedsvæsnet i Esbjerg

I byrådet mener man også, at den nye forskningsenhed kommer til at gavne Esbjerg Kommune.

Formand for Sundhed og Omsorgsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, ser frem til at se, hvordan den nye enhed kan være med til at forbedre sundhedssektoren i Esbjerg.

’’I Esbjerg Kommune ser vi frem til, at forskningsenheden åbner. Vi står klar til at indgå i et samarbejde med enheden, med et målrettet fokus på at fremme kvaliteten på sundhedsområdet,’’ fortæller hun.

’’Den almene praksis, der hvor borgerne møder familielægen, er den primære indgangsvinkel til sundhedsvæsenet, og derfor er det også vigtigt at samarbejdet bygger på en solid viden,’’ mener May-Britt Andrea Andersen.