Kom forbi og få støvsuget din bil – Efterskoleelever i Bramming samlede ind til udsatte i Nepal

På Sydvestjyllands efterskole i Bramming forsøger man at gøre en forskel i den tredje verden. Man kunne nemlig få støvsuget sin bil onsdag, samtidig med at man kunne donere penge til skolens velgørenhedsprojekt på linjen ”ræk-ud”, som er en linje der har til formål at lære eleverne at hjælpe andre.

Eleverne hørte høj musik og støvsugede biler til den store guldmedalje. Foto: Mathias Nørholt Pedersen

Af Mathias Nørholt Pedersen, 29157@dmjx.dk

Smilende elever iklædt varmt tøj prægede parkeringspladsen foran den store hovedbygning på Sydvestjyllands Efterskole. Eleverne på ”ræk-ud” linjen havde travlt med at støvsuge borgernes biler. De havde nemlig lavet et opslag i facebookgruppen ”Bramming”, hvor de inviterede byens borgere ned på skolen for at få støvsuget deres bil.

Viceforstander og lærer i historie og bibelkundskab samt initiativtager til linjen, Torben Linden, fortæller, at eleverne selv har valgt, hvordan de kunne tænke sig at gøre en forskel i lokalområdet:

”Det var deres egen idé at støvsuge biler. Egentlig er holdet delt op i tre, så i de kommende uger, vil de resterende elever lave lignende events her på skolen eller ude i byen. Det kan være, at de står nede ved Brugsen og serverer kaffe sammen med et kram. Det ved vi mere om på mandag, hvor vi planlægger, hvad de skal.”

Torben Linden forklarer, at man på linjen samler penge ind til organisationen Tami Asia i Nepal, som hjælper børn fra slumkvarterer og kvinder som har været ofre for menneskehandel. De hjælper dem med at komme i skole og få færdigheder, der kan betyde, at de nemmere kan klare sig selv på sigt. 

Derfor planlægger skolen årligt en tur til Nepal, desværre har inflationen betydet, at de ikke kan sendes afsted i år. Turen går derfor i stedet til Barcelona. Dette ændrer ikke på at pengene, der bliver samlet ind, går til velgørende formål i de mest udsatte områder i Nepal:

”Menneskehandel er et problem i Nepal. Når kvinderne kommer ud på den anden side, mangler de typisk nogle færdigheder, som gør dem i stand til at leve et almindeligt liv. Pengene går til skolerne, hvor de bliver undervist i syning samt at klippe hår. Det betyder, at de på sigt selv kan have mulighed for at starte deres egen forretning.”

Eleverne glæder sig over at kunne hjælpe

Den 16-årige elev på Sydvestjyllands Efterskole, Anna Westh, glæder sig over at kunne hjælpe borgerne og fortæller, at det ikke er første gang, hun er ude med ræk-ud linjen for at gøre en forskel:

”Det handler om at række ud til andre. Vi har været meget nede på plejehjemmet, for at være sammen med beboerne. Der har vi også lavet en julekoncert for dem. Det er også noget vi går meget op i.

Anna Westh og hendes skolekammerater var ikke i tvivl om, at det var støvsugning af biler, de skulle række ud til borgerne med i denne uge:

”Det var det første der kom op, for andre har været ude og spørge om havearbejde og sådan, men det har var meget mere konkret, at her kan man komme og få støvsuget sin bil.”

Borger i Bramming, Dorthe Christensen, fortæller at byen har et godt forhold til efterskolen. De kommer gerne for at støtte op om initiativerne.

Dorthe så opslaget på Facebook og stod klar klokken 14.00 da eventet startede. Hun har dog ikke de store forventninger til støvsugningsarbejdet, men er bare glad for at kunne være med:

”Jeg synes, det er fantastisk. Det er dejligt, at de unge mennesker gør dét, de kan. At undermåtten så ikke lige bliver støvsuget, dét ser jeg gerne igennem fingre med.”